Om Alvilda

Alvilda er vild med bøger. Hun er 10 år gammel og temmelig nørdet. I virkeligheden er hun faktisk ret klog, både til at læse bøger og til alt muligt andet. Det er for eksempel Alvilda, der har udtænkt, hvordan kolonihavehuset skulle bygges.

Alvilda er lidt af en drenge-pige. Hun går i hvert fald op i mange af de ting, som drengene gør, og er ikke så interesseret i pige-ting. Alligevel er hun bedste veninder med Karla, som også bor på Koldbakken.

Alvilda har også en anden ven. Han hedder Fjodor, og det er kun Alvilda, som kender ham. Karla kalder ham bare for Fjotte – hun ved ikke rigtig, om han overhovedet eksisterer. Fjodor og Alvilda giver hinanden udfordringer, og det tager Alvilda meget alvorligt.

Alvilda bor sammen med sin familie i et kolonihavehus. Hun har både en lillesøster (Sigrid) og en storebror. Hendes storebror går i gymnasiet og er også meget klog. Alvilda ser meget op til ham.

Alvilda selv går i skole. Her har hun tit sit forstørrelsesglas, noget kemiudstyr eller andet grej med sig. Det er meget vigtigt, synes hun.

 

Samtale

Fortæl om Alvilda, så børnene kan lære hende at kende. Arbejd med at få børnene til at være medskabere af universet på Koldbakken, så de føler sig fortrolige med det. Selvom der løbende kommer nye oplysninger om livet og universet på Koldbakken, er der masser af muligheder for at lægge sine egne fortolkninger og forståelser ind.

Vend derfor ofte tilbage til en samtale om Koldbakken. Børnenes tanker vil løbende ændre sig.

Brug evt. hjælpespørgsmålene herunder.

 

Hjælpespørgsmål

  • Hvad tænker I om Alvilda?
  • Hvad vil det sige at være ’nørdet’?
  • Hvad vil det sige at være en ”drenge-pige”?
  • Hvem tror I Fjodor er?
  • Hvorfor er Alvilda venner med Fjodor?
  • Hvad betyder det at give en ”udfordring”?
  • Vil I gerne være venner med Alvilda? hvorfor?
  • Alvilda synes hendes forstørrelsesglas er vigtigt. Hvad betyder det, at noget er vigtigt?
  • Hvorfor er Alvilda og Karla veninder?
  • Hvad vil det sige at være veninder?

 

 

? Næste Tilbage Gå et niveau op
X
Tænk hvis man måtte få alle sine ønsker opfyldt