På tegningen ser I Sigrid, der mødes med sin ven Løve ude i skoven. 

 

Materialer: Ingen.

Tidsforbrug: 10-20  minutter.

Organisering: Fælles samtale.

Brug af apps: Ingen.

Undertemaer: Følelser, levende/ikke-levende, forskellighed, sprog, oprigtighed, fortrolighed.

 

Arbejdsgang

Lad børnene stå eller sidde i en cirkel, så de kan se Undrekortet.

Fortæl kort om personerne på billedet. Herefter starter samtalen om Undrekortet, der illustrerer forskellige aspekter af venskab.

 

Samtalen

I samtalen tages der udgangspunkt i det billede, som Undrekortet viser. Billedet skal inspirere børnene til at sætte ord på deres tanker om venskab. Samtalen skal derfor ikke kun handle om, hvad billedet viser, men skal også handle om børnene egne tanker.

Lad gerne børnene stille spørgsmål til billedet som optakt til samtalen – eller brug hjælpespørgsmålene herunder. Det er vigtigt at inddrage alle børn i samtalen. Lad også gerne børnene stille hinanden spørgsmål. Husk at fastholde fokus på temaet venskab.

Samtalen afsluttes ved at samle op på nogle af børnenes tanker. Spørg til sidst, hvad de tænker om aktiviteten.

 

Hjælpespørgsmål

  • Hvad ser I på billedet?
  • Hvad tænker pigen Sigrid?
  • Kan man være venner med en løve? Hvorfor?
  • Hvad vil det sige at være venner?
  • Kan man være venner med alle dyr? Hvorfor?
  • Kan man være venner med farlige dyr? Hvorfor?
  • Hvornår er et dyr farligt?
  • Kan man have en ven, som ingen kender? Hvorfor?
  • Kan man være venner med en bamse? Hvorfor?
  • Skal man tale sammen for at være venner? Hvorfor?
  • Hvad vil det sige at tale sammen?
  • Skal man være ens for at være venner? Hvorfor?
  • Hvornår er man forskellige? Hvorfor?
  • Er der forskel på at være venner med et dyr og være venner med et menneske? Hvorfor?
  • Må man have hemmeligheder sammen med sin ven? Hvorfor?

 

 

? Næste Gå et niveau op
X
Tænk hvis alting var samme farve