Om morfar

Storms morfar bor også på Koldbakken. Selvom han er Storms morfar, kalder alle ham bare for morfar.

Morfar var gift med Storms mormor, indtil hun for mange år siden døde. Hun var meget smuk og morfar tænker tit på hende. "Hun var en ægte prinsesse" siger han altid, når han fortæller om hende. Og det var hun. Hun kom nemlig fra en lille ø langt ude i Stillehavet, hvor hendes far var Konge.

Morfar elsker at rejse. Han har næsten været overalt i hele i verden. Måske er det fordi, han er antropolog, sådan en, der ved en masse om mennesker alle steder i verden. Inde i morfars værksted kan man tit finde mærkelige ting og sager, som han har slæbt med hjem fra nogle fremmede lande. Ja, faktisk er både hans værksted og hans forretning fyldt med alle mulige dingenoter, udstoppede dyrehoveder, sten, kranier, musikinstrumenter og alt muligt andet, som mange af Koldbakke-børnene ikke aner, hvad er. Men morfar kender hver en krog i sit værksted og han ved nøjagtigt, hvor tingene er og hvad de skal bruges til.

I sit værksted laver morfar alle mulige mærkelige ting. Han kan stort set bygge alt! Det er også tit morfar, som hjælper børnene igang, når der har fået nye ideer. Koldbakke-børnene elsker at komme i morfars værksted. "Her kan alting lade sig gøre" siger de. Det gode ved morfars værksted er også, at der ikke er andre voksne end morfar. Man må rigtig mange ting i morfars værksted.

Ved siden af sit værksted har morfar sin forretning "Alt i gravsten". Her kan man købe gravsten, store sten, små sten, feststen, pyntesten, havesten… og alle mulige andre ting. Nogle af stenene har han fået, andre har han selv fundet og hugget til, så de blev fine. Morfars forretning er temmelig stor, ja, faktisk er der ikke rigtig nogen, der har set det hele af den. Det er nok også derfor, at morfar kan have plads til alle sine mærkelige ting og sager. "Hvis jeg ikke allerede har det, så kan jeg skaffe det" siger morfar, når nogle af børnene mangler et eller andet.

Morfar elsker at læse rejsebøger, især om mærkelige og fremmede steder. Og så elsker han også at fortælle historier. Ofte fortæller han historier for både Storm og de andre børn, historier om alverdens vilde farer. Mange af tingene har han selv oplevet, og andre har han læst om eller selv fundet på. Børnene på Koldbakken elsker især at høre historien om, hvorfor morfar får gigt i knæet. "På Aku-agu" kom jeg i kamp med 1.000 piratfisk, og selvom jeg slap levende fra dem, så bed de mig så dybt i mit højre knæ, at jeg stadig kan mærke det" fortæller morfar. "Men det mærkelige er, at mit knæ kun gør ondt, når det regner..."

Morfar har også en anden ting, som han holder meget af. Og det er hans kæmpestore og meget gamle bil, "Gamle Grå". Normalt er bilen parkeret helt inde bagerst i hans forretning, men tre gange om året tager han den frem og kører en tur. På sin bryllupsdag, på Storms fødselsdag og på befrielsesdagen 4. maj finder morfar nemlig bilen frem, pudser og polerer den og kører derefter stolt op og ned af Koldbakken i selskab med flere af Koldbakke-børnene. Det er noget af en festdag, når morfar finder sin store, flotte bil frem.

 

Samtale

Fortæl om morfar, så børnene kan lære ham at kende. Arbejd med at få børnene til at være medskabere af universet på Koldbakken, så de føler sig fortrolige med det. Selvom der løbende kommer nye oplysninger om livet og universet på Koldbakken, er der masser af muligheder for at lægge sine egne fortolkninger og forståelser ind.

Vend derfor ofte tilbage til en samtale om Koldbakken. Børnenes tanker vil løbende ændre sig.

Brug evt. hjælpespørgsmålene herunder.

 

Hjælpespørgsmål

  • Hvad tænker I om morfar?
  • Hvorfor er morfars værksted et fantastisk sted?
  • Vil I gerne besøge morfar? Hvorfor?
  • Hvad kan man lave i morfars værksted?
  • Hvad vil du lave i morfars værksted? Hvorfor?
  • Hvad er en "antropolog"?
  • Hvorfor samler morfar mon på ting og sager?
  • Hvad betyder det, at morfar kan "skaffe" alting?

 

 

? Næste Tilbage Gå et niveau op
X
Tænk hvis vi boede i et akvarium